data Plays- data du simpelthen opføre
Teatermasker

Mord i A-dur

Kriminal-lystspil i 2 akter

af Jens E.Hansen
2003

< Tilbage


Resumé af handlingen

Året er 1901.

Vi er i "Enkefru Gotthards Piano-Undervisning", beliggende i en enormt stor herskabslejlighed på det nybyggede og mondæne Østerbro i København.

Her driver Enkefruen en pianoundervisning for børn af det allerbedste borgerskab. Huset er som noget ganske nyt og moderne blevet forsynet med elektricitet. Denne forsyning er ikke specielt stabil, med mange mørkelagte perioder i den enorme lejlighed til følge.

Enkefruen har to døtre, Sibylle og Irmelin, som forestår den reelle pianoundervisning. Som finder planmæssigt sted, når børnene bliver ledsaget af deres mødre. Så underholder Fru Gotthard mødrene i Tesalonen imens.

Når det derimod - efter fast aftale - er børnenes fader, der ledsager dem, overtager Fru Gotthard undervisningen, udelukkende bestående af skala-øvelser, mens døtrene "underholder" fædrene i den dertil indrettede "Solstue" og andre værelser.

Nye mandlige kunder bliver fundet af Fruens medsammensvorne, Kaj Hansen (der også er Sibylles kæreste), en lettere anløben type. Husstanden har naturligvis også en stuepige, Yrsa, som kun står for husholdningen.

Husværten, Hr. Tannembaum, er konstant irriteret over de uendeligt mange skalaer, som andre beboere klager over, og han så helst, at Fru Gotthart flyttede.

Overboen, Fru Redaktør Mira Stein, er gode venner med Fru Gotthard, og som den frisindede og moderne kvinde hun er, mener hun, at Enkefruen burde stå frit frem med sin metier.

Redaktøren får dog andre ting at more sig over, da hun opdager, at Enkefruens nyeste kunder er Redaktør Herbert Nielsen fra en anden avis.

Som et kuriosum har en pige, Signe Jensen, som forsøger at leve af at være bagerbud, afsløret sig som naturtalent på klaver. Signe kommer derfor troligt hver tirsdag og betaler tolv øre for at få lov til at sidde og spille for sig selv på klaveret - aldrig flyglet.

Mens så krakelerer Enkefruens perfekte arrangement.

I løbet af tre fatale uger dør tre af Fruens prominente klienter!!

Alle tre mord finder sted under strømafbrydelser, som måske og måske ikke er forårsaget af en ondsindet person.

Politiet kan ikke forlige sig med tanken om det ene mystiske dødsfald efter hinanden, men de kan ikke finde nogen at anklage for nogen af morderne/dødsfaldene. Og den yngste af betjentene er absolut mest interesseret i at stirre betaget på Irmelin!!

Da kundekredsen hastigt svinder ind, bliver Fru Gotthard til sidst nødt til at afholde en afskedskoncert. Her er udvalgte børn, samt Signe, til stede for at spille for forældrene (mødrene!). Aftenen slutter med endnu en strømafbrydelse ...

Men på dette tidspunkt har vi heldigvis fået at vide, hvem morderen er ...


Og ... ja! Det er næsten samme historie som "Skala i h-mol", men i denne version bliver det hele vendt og drejet på en let og munter facon, for på scenen er både prostitution og mord noget at grine ad, især når det foregår i gamle dage.

Hvis du vil lave historien ud fra en mere virkelig og alvorlig synsvinkel, så hop over til "Skala i h-mol".

Se / Hent manuskriptet
mord_i_a-dur.pdf

< Tilbage Til toppen < Forsiden


Teatermasker