Søn af en sultan
Et eventyr fra dengang der fandtes flyvende tæpper
Forestillingen er meget familievenlig med masser af morskab og spænding for både voksne og børn (fra 6 år) i de sjove og indimellem også lidt "farlige" og sørgmodige scener.
Der kræves et ensemble på 15-20 aktører, meget gerne suppleret med statister. Rollerne bør spilles af respektivt voksne og børn. Især skal bemærkes, at de fire Sultanbørn ses både som børn og som unge = 2x4 ungdommelige aktører.
Forestillingen varer 2 x 45-50 min og mange scener kan spilles uden kulisser eller med enkle sætstykker.
Det kan bemærkes, at der er indlagt en "Sultanens-fødselsdags"-scene, hvor aktørerne kan underholde med hvad de lyster (og som kan forekomme i det fortidige Persien! F. eks. dans, jongleren, ildslugning etc.)
Om teksten
Til forskel fra de forestillinger, vi har lavet over kendte historier, har vi her fået lejlighed til at skrive en historie helt efter egne hoveder (bortset fra at det skulle foregå i "Ali Baba-land"!)
Så ned i fantasien og erindringerne (fra Ali Baba-land!) og finde noget frem, som kan sætte en masse børn og unge - alle med en sangfugl baskende i brystet - i sving.
Måske vil nogen en dag gennemskue Jens' brug af fire børn, fire verdenshjørner, fire elementer, fire handlingsmønstre overfor den gode far og den onde far og ... men SØN AF EN SULTAN er og bliver mest til ren underholdning.
Om handlingen i Søn af en sultan
Sultanen er elsket af sit folk. Det er hans Storvezir ikke.
Sultanens ældste søn, Ishtar, fylder 10 år og bliver hyldet af hele hovedstaden. Både Ishtar og hans tre søskende får gaver af folket. En mystisk fremmed giver Ishtar en kniv og de tre øvrige hvert sit halssmykke. En spåkone vil spå om børnenes fremtid, men det forhindres dog. I stedet bliver Sultanen og Storveziren spået. Storvezirens skæbne vil gå mod storhed, men "aldrig gennem blod". Festlighederne fortsætter, og ingen kan være i tvivl om, at Ishtar vil blive udråbt til Sultanens rette efterfølger, når han en dag fylder 18 år.
Storveziren har dog grumme planer, for han ønsker, at hans søn en dag skal blive udråbt til Sultanens rette efterfølger!
Derfor lyder det pludselig: "Barbarerne kommer!" Mens alle flygter eller stormer til bymuren, anført af Sultanen, overlades de fire Sultanbørn i Storvezirens varetægt. Nu viser det sig, at det er et led i hans plan om at skaffe de fire af vejen!
På grund af spådommen, tør han ikke give ordre til at dræbe dem. Han lader sine soldater føre de fire børn til hvert sit verdenshjørne, hvor de kan blive bevogtet på forsvarlig vis. Overfor børnene påstår han, at det blot er Sultanens ordrer(!), han udfører. Overfor alle andre påstår han, at børnene er blevet bortført og dræbt af barbarerne.
Sultanen bliver så deprimeret over børnenes angivelige død, at han otte år senere stadig blot sidder hensunken. Storveziren regerer i hans sted og det går ud over folket.
Sultanbørnenes amme, den stoute Nunja, har aldrig troet på Storveziren. Netop på den dag, hvor Ishtar fylder 18 år, får hun besøg af den mystiske fremmede, som viser hende den dolk, Ishtar fik da han blev 10. Ammen går til markedet for at finde en spåkone som kan "mærke ting". Heldigvis finder hun en nybagt spåkone, som føler at dolken er gloende varm - uden at kunne sige mere.
Det bringer os til det gloende varme syden ved den store svovlørken, hvor Ishtar bevogtes af nogle modbydelige Ildånder. Nogle piger bruges som slaver af Ildånderne, heriblandt den smukke pige Narima, som indimellem forsøger at give Ishtar noget vand, hvilket Ildånderne ikke vil have. De piner og plager Ishtar, som stadig trodser dem på enhver måde. Da han fastholder, at han er en ægte søn af en sultan, "hylder" de ham for sjov - når det nu er hans fødselsdag.
Narima lokker Ildånderne væk et øjeblik, længe nok til at hun og Ishtar kan stikke af - gennem den dødensfarlige svovlørken. Trods de er ved at segne, kæmper de sig igennem. Ishtar beslutter sig for at drage til de tre øvrige verdenshjørner for at finde sine søskende, før han vil drage hjem for at tage hævn over sin far, som jo gav ordre til deres fangenskab.
Nu synes spåkonen ikke længere, at dolken er varm. I stedet er det som om hun har munden fuld af jord. Storveziren kan ikke lide ammens nye "veninde", og da han nok har mistanke om, hvad det drejer sig om, sender han en flok soldater afsted (på flyvende tæpper, forstås) for at sikre sig, at Ishtar stadig befinder sig hos Ildånderne.
Hvad han jo ikke gør. I øst møder Ishtar og Narima et sært jordmonster, som betjenes af nogle små jordegern. Her går tiden efter sin egen skala, da monstret ikke har travlt. Men det kan da huske noget om et menneskevæsen, som dets tjenere vist nok stadig holder i live. Det viser sig at være Ishtars søster, Sulimi. Hun har siddet som forstenet i en jordhule i alle de år. Hun kan ikke tåle lyset, men hun får bind for øjnene og da monstret indser, at dets tjenere ikke skal spilde tiden med at passe på det sære væsen, får Ishtar lov til at tage sin søster med.
De drager videre mod nord.
I Sultanens palads får Storveziren besked om, at Ishtar er forsvundet. Han beslutter sig for at sikre sig ammens spåkone. Først sørger han dog for, at ammen kommer i fængsel. Da han vil tvinge spåkonen til at afsløre Ishtars opholdssted, kan hun intet mærke fra dolken. Men pludselig kan hun ikke tåle "de store højder".
Dermed er Ishtar og de to unge kvinder nået til bjergene i nord, hvor Fuglekrigerne hersker. De møder en ung mand, som bevogtes af fuglekrigere. Den unge mand kan godt kommandere over fuglene, og det viser sig (heldigvis!) at være broderen Djalis. Han bliver holdt halvbedøvet med "stykker af himlen" men ellers behandler Fuglekrigerne ham godt.
Der er ingen problemer med at beordre fire fuglekrigere til at bringe dem ud mod vest, ud til den anden side af havet, hvor der ligger et tempel.
Storveziren sender soldater ud i de tre resterende verdenshjørner, og da han ikke længere tror på spådommen, giver ham ordre til, at Ishtar skal dræbes.
Ishtar og de tre andre ankommer til Tempeløen, hvor Ypperstepræstinden og en række unge damer vogter over en hellig kilde. De fire bydes på mad og drikke, men det betyder at de to unge mænd falder livløse om! Så dukker den mystiske fremmede op igen og det viser sig, at han og Ypperstepræstinden må siges at være i samme "fagforening" - uden at vi dog bliver klogere på dem! Den mystiske fremmede giver ordre til, at Ishtar og Djalis skal have vand af den hellige kilde. Så kommer de til live igen.
Den mystiske fremmede beviser derpå, at man i sin tid tog imod en lille pige, som ikke kom der af egen fri vilje. Her viser de tre halssmykker sig at være mere end gode beviser. Det tredie Sultanbarn, pigen Aralitze, bliver dermed fri og nu kan turen gå hjemad. Men ... der er kun fire fuglekrigere ...
Den mystiske fremmede beordrer Ishtar til at blive, mens han sender de fire andre afsted. Ishtar skal i stedet finde ind i sig selv for at afgøre, om han virkelig ønsker at komme hjem, samt hvad han vil gøre, hvis der nu ikke er grund til at hævne sig over faderen.
Ishtar, som jo er en ægte søn af en sultan, ved nok, hvad han vil. Derfor kan han nu komme direkte hjem til paladset og gå usynlig omkring der, indtil det øjeblik, han ønsker at være der for alvor. Her ser han Storveziren gøre klar til at lade sin egen søn udråbe til Sultanens efterfølger. Desuden kommer soldaterne hjem med hans søskende og Narima som fanger. Storveziren bliver rasende over, at Ishtar ikke er med. Han sender de unge mennesker ned i det dybeste fangehul.
Ishtar finder sin far og i en drøm ser han, hvordan faderen kun tænker på sine mistede børn, og Ishtar forstår, at han har været offer for et bedrag i al den tid. Han følger efter Storvezirens søn, Kazar, ned i fangekælderen. Kazar er kommet for at hovere over sine barndomsfjender. Nu beslutter Ishtar sig for at komme til syne og sammen med sine søskende overmander han Kazar og - forklædt som ham - leder han den lille flok op til faderens soveværelse.
Storveziren kan ikke forhindre, at Sultanen får vand fra den hellige kilde. Dermed vågner han, og han bliver jublende lykkelig over at gense sine børn. Skønt han langtfra er i topform, forstår han Storvezirens forrædderi. Selv kan han ikke magte at dømme Storveziren, men han overlader det trygt til Ishtar.
Ishtar dømmer Storveziren og Kazar til inden daggry at afgøre, hvilket verdenshjørne de selv vil tilbringe resten af deres dage i. En sand Sultanisk løsning!
Dermed mangler vi blot (åh, ammen og spåkonen skal lige op fra fangekælderen ... nå godt! altså vi mangler dermed kun) at Sultanen bliver præsenteret for sin snarligt kommende svigerdatter, Narima.
Snip, snap, snude ...
Musikeksempler fra Søn af en sultan
Uddragene af musikken, som er 1-2 minutter lange, er gemt i MP3-format. Klik på sangtitlen kræver, at Windows Media Player (f.eks) er sat til at afspille MP3-filer direkte. Du kan også [højreklik-]downloade musikeksemplet med sangtitel-linket.
Udvalgte sangtitler som MP3
Fantastisk - Storveziren (og Nunja)
Giv ikke op - Narima og Ishtars sang
Hil ham - Fuglekrigernes hymne
Læs evt. om Brug af musikeksemplerne